Jakob Liebmann

Jakob kan mange og underholdende historier, der involverer hår. Både når han klipper, og når han holder fyraften på Fælledvej. Som dengang han backpackede i Brasilien og mødte en trofast kunde, der lå og dasede den på Copacabana. Kunden trængte gevaldigt, og så gravede Jakob sin rejsesaks frem fra rygsækken og leverede et studs.

Historien bliver fortalt med salonejerens signaturgrin, hvorefter han lægger hovedet på skrå og vender tilbage til sin aktuelle klippeopgave. Så siger han sin ærlige mening til manden i stolen foran sig:
Jeg tror, du vil fortryde det, hvis det bliver helt kort.

Man kan sige, at Jakob altid er i godt humør, og for det meste er det også højt. Men man kan også sige, at Jakob altid er på arbejde. Og at han ved, hvad det kræver at drive en forretning, hvor folk føler sig set. Selv har han set sin del af danske frisører. I København har han været forbi Cha Cha Cha, Gunbritt, Frisør No – og inden da Centersalonen i Odense:
Der skal mere til end dygtige folk eller labre rammer for at få folk til at komme igen og igen, erfarer han. Jeg tænker på mine steder som stuer, hvor folk har lyst til at blive hængende, fordi de forbinder dem med gode og lune oplevelser.

Jakob er en seriøs lytter, der sjældent glemmer. Derfor har han også en del talemåder og overvejelser lagret. Hør bare her:
Min gamle mester sagde altid: ‘Der findes ikke grimme mennesker, der findes kun dårlige klipninger’, og det tænker jeg stadig en del over. At alle mennesker skal rammes på deres måde.

Man kan også sige, at kunden og mig altid har mindst én ting til fælles: Jeg vil gerne lave lækkert hår, de vil gerne have lækkert hår. Det er meget smart, ik? Det er faktisk en af mine små hemmeligheder.